Til forsiden
Printvenlig side
Medlemslogin
Til forsiden
 
Sidst ændret: 10-11-2008
Find en dødsboadvokat
Hjælp til testamente

Hvor lang tid tager behandling af et dødsbo?

Ved boudlæg, ægtefælleudlæg eller uskiftet bo afsluttes hurtigt Berigtiges et bo til boudlæg, ægtefælleudlæg eller uskiftet bo jfr. nedenfor om valg af privat eller offentligt skifte, afsluttes bobehandlingen typisk allerede i det første møde der indkaldes til i skifteretten, umiddelbart efter dødsfaldet.

Otte ugers frist fra indrykning af proklama i Statstidende
Er der tale om et egentligt skifte, hvad enten det er som privat skifte eller behandling ved bobestyrer skal der som det første, indrykkes et proklama i Statstidende. Afdødes kreditorer har en frist på 8 uger fra indrykningstidspunktet i Statstidende, til at anmelde eventuelle krav.

Åbningsstatus over boets aktiver og passiver til skattevæsenet
Ved proklamafristens udløb skal der herefter udarbejdes en åbningsstatus, det vil sige en opgørelse over boets aktiver og passiver pr. dødsdagen, som skal indsendes til skattevæsenet og skifteretten.
På grundlag af denne åbningsstatus vurderer skattemyndighederne, hvorvidt der eventuelt skal rejses krav om restskatter for tidligere indkomstår.

Selve bobehandlingen
Sideløbende med proklamafristen og skattemyndighedernes behandling af den indgivne åbningsstatus, pågår selve bobehandlingen. Dette omfatter typisk fordeling af indbo mellem arvingerne, eventuelt efter forudgående vurdering, salg af aktiver, eksempelvis værdipapirer og fast ejendom eller lignende.

Boopgørelse
Når boet er klar til afslutning udarbejdes en boopgørelse, som viser bevægelserne i boet fra dødsdagen frem til den endelige afslutning, den dag hvor boet gøres op, kaldet skæringsdagen. Nettoformuen pr. skæringsdagen udgør selve arvebeholdningen, som fordeles mellem arvingerne og af dette beløb beregnes boafgift, som kan være enten 0, 15 eller 36 ¼ %, alt efter arvingernes relation til den afdøde.

Samlet ekspeditionstid ca. 9 måneder ved ukompliceret bo
Er der tale om et ukompliceret bo, vil en gennemsnitlig ekspeditionstid være ca. 9 måneder, fra boets udlevering frem til myndighedernes endelige godkendelse af den udarbejdede boopgørelse og betaling af boafgift. Er der tale om mere komplicerede forhold i boet, udstrækkes sagsbehandlingstiden naturligvis yderligere, alt afhængig af de konkrete forhold.

Tidsfrister ved privat skifte
Skiftes et bo privat, skal boet gøres op senest 1 år efter dødsdagen og boopgørelsen indsendes til myndighederne senest 3 måneder efter 1 års dagen.

Bobestyrerbo skal være afsluttet 2 år fra dødsdagen
Et bobestyrerbo skal afsluttes senest 2 år efter dødsdagen, men medfører boets forhold, at det ikke kan gøres endeligt op på dette tidspunkt, skal bobestyreren inden 2-årsdagen give skifteretten meddelelse herom og redegøre for baggrunden herfor. Skifteretten kan herefter bestemme, at skæringsdagen udskydes, og at skifteretten løbende skal orienteres om boets forhold.

Det er dog sjældent, at et bobestyrerbo ikke afsluttes inden for 2 års-fristen, og er der i øvrigt tale om et sædvanligt bo, vil sagsbehandlingstiden typisk være den samme som for de privat skifte.

Danske Dødsboadvokater    -    c/o Adv. Birgit Ilkjær-Jordan, Vesterbrogade 33    -    1620 København V    -    Telefon: 33255400    -    Fax: 33255401   -    post@doedsboadvokat.dk
CMS med søgemaskineoptimering og ehandel