Hvad koster behandling af dødsbo?
Kun afgift til skifteretten, hvis der ikke er bobehandling
Afsluttes boet uden egentlig bobehandling, enten ved at boet berigtiges til boudlæg, ægtefælleudlæg eller uskiftet bo, betales en afgift i skifteretten på 500,00 kr. Beløbet betales ved boets udlevering. I ingen af de tre nævnte tilfælde skal der betales boafgift.
Afgifter ved privat skifte og behandling ved bobestyrer
Overtages et bo til privat skifte eller behandling ved bobestyrer, betales ved boets udlevering en grundafgift på 2.500,00 kr. Overstiger bobeholdningen i den endelige boopgørelse 1 million kr., skal der i begge tilfælde yderligere betales en retsafgift på 6.500,00 kr. Herudover, skal der både i de privatskiftede boer og bobestyrerboerne, betales udgift til indrykning af proklama i Statstidende med et mindre beløb ca. 300,00-500,00 kr.
Advokatens salær
Antager arvingerne advokatbistand i et privatskiftet bo, eller behandles boet af en bobestyrer, hvad enten denne er udpeget af afdøde via testamente eller af skifteretten, skal der betales salær til advokaten.
Advokatsalæret beregnes ud fra en timetakst og den juridiske ydelse der leveres: Er der tale om komplicerede skattemæssige spørgsmål, salg af f.eks. en virksomhed eller andet, hvor det rådgivningsmæssige ansvar er større end ved transaktioner af mere simpel karakter, vil dette medføre et højere salær. Pr. 1. maj d.å. skal advokaten i forbindelse med påtagelse af hvervet give arvingerne oplysning om de vigtigste elementer i den beregnede bistand og om størrelsen af det vederlag, advokaten agter at beregne sig.
Er det pga. boets forhold ikke muligt at oplyse et fast vederlag, skal advokaten enten angive den måde hvorpå vederlaget vil blive beregnet, typisk timetakst, eller give et begrundet overslag. Er der afgivet et overslag, skal arvingerne så tidligt som muligt orienteres, hvis det samlede vederlag forventes at overstige det beløb, der er angivet i overslaget.
Advokatens salær er fradragsberettiget
Udgifter til advokatbistand herunder bobestyrerhonorar er en fradragsberettiget udgift i boet. Beregning af eventuel boafgift foretages derfor først efter fradrag af advokatsalæret eller bobestyrerhonoraret.




